VINBLOG

Ribera del Duero: Hvor tradition og innovation fusionerer i vinflasken

oprettet d. under Vindistrikter

Ribera del Duero: Hvor tradition og innovation fusionerer i vinflasken

Ribera del Duero er et af de mest kendte vinområder i Spanien og har i nyere tid gjort sig bemærket for sine nuancerede og velsmagende rødvine, hvoraf flere nærmest har opnået kultstatus. De fleste kender Rioja og Priorat som de langvarigt tronende spanske vinområder, men Ribera del Duero er stærkt ved at indhente dem. Med sit enormt gunstige klima byder Ribera del Duero på elegante, moderne vine med mindre langvarig fadlagring end i Rioja, hvilket giver vinene mere frugtaroma, tæt farve og frisk syre.

Duero-floden som livsnerve

Området har sit navn fra floden Duero, som vinmarkerne ligger omkring. Den udspringer lidt nordøst for Ribera del Duero og løber cirka 900 km til den portugisiske kyst. For den skarpe vinkender giver det nok også associationer til det portugisiske vinområde af samme navn, der dog er mere anerkendt for sine portvine. Det er den flod på Den Iberiske Halvø med højest strømning og bidrager stort til områdets karakteristiske klima. Ved byen Pesquera de Duero slår floden eksempelvis et knæk, der sikrer endnu flere skråninger med optimale betingelser i forhold til vind, lys og sol.

Hvordan jordbund og klima former Ribera del Duero's unikke smag

Vejret i Ribera del Duero er kendetegnet ved kolde nætter og varme dage, da området er en højslette med vinmarker i 700-900 meters højde. Dette giver sammen med jordbundens høje indhold af kalk og sand en forfriskende syre i vinene sammen med den i forvejen fremtrædende aroma og elegante balance. Den store temperaturforskel mellem dag og nat betyder, at druerne oftest når at modne helt ind til kernerne, uden at skindet og druekødet bliver overmodent.

Udgangspunktet for det meste Ribera del Duero-vin er druen Tinta Fino eller Tinta del Pais, der er en lokal variant af den berømte Tempranillo. Druen er karakteristisk med sine mørke, dybt farvede vine med masser af smag. Ofte anvendes også Cabernet Sauvignon, Malbec eller Merlot også til at afbalancere den karakterfulde Tinta Fino. Om end det ikke er så udbredt findes også hvidvin fra Ribera del Duero. De er lavet på den ikke så udbredte Albillo-drue og sælges stort set kun lokalt i området.

Hemmelighederne bag Ribera del Duero's fænomenale lagringspotentiale

Vinene fra Ribera del Duero har stort set alle det tilfælles, at de er enormt langtidsholdbare.
Den enorme dybde i Tempranillo-druen betyder, at jo ældre og bedre stokkene er, jo mere skal de lagres for at opnå den bedste balance i vinen. I Spanien har man traditionelt klassificeret vinens kvalitet efter hvor længe, den har lagret. Husenes bedste marker og druer er oftest reserveret til Gran Reserva-vinene, der skal lagre i mindst fem år, hvoraf to år skal være på egetræsfad. Blandt Reserva-vine finder man oftest de vine, hvor man kan få meget for pengene. De skal lagre i mindst tre år med mindst ét år på egetræsfad. Crianza-vinen er den yngste og mest friske. Den får ikke ret meget fad og vil derfor være mere frugtig. Den skal lagre i mindst to år, hvoraf det ene skal være på egetræsfad.

Peter Sisseck og den eminente Pingus

For mange kom Ribera del Duero for alvor på landkortet, da danskeren Peter Sisseck i 1995 tog vinverdenen med storm og med en af sine første årgange fik 96-100/100 point af den prominente amerikanske vinanmelder, Robert Parker. Med sin enorme passion for ædelt håndværk har han siden udmærket sig som en af verdens dygtigste vinbønder og flagskibet Pingus såvel som den lidt mere forbrugervenlige men ligeså elegante Flor de Pingus nydes fortsat af vinelskere overalt i verden.